WeBible

Paulus’ kaldet til Jesu Christi Apostel efter Guds Villie, og Broderen Timotheus, til Guds Menighed i Corinth, med alle de Hellige, som ere i det ganske Achaia:

Naade være med Eder og Fred, fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Christus!

Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, al Barmhjertigheds Fader og al Trøstes Gud,

som os trøster i al vor Trængsel, at vi kunne trøste dem, som ere i allehaande Trængsel, men den Trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud!

Thi ligesom Christi Lidelser komme overflødigen over os, saaledes er og vor Trøst overflødig ved Christus.

Hvad heller vi da trænges, skeer det er for Eders Trøst og Frelse, som viser sig kraftig deri, at I fordrage de samme Lidelser, som vi og lide; eller vi trøstes, da skeer det for Eders Trøst og Frelse.

Og vort Haab er fast om Eder, efterdi vi vide, at ligesom I ere deelagtige i Lidelserne, saa skulle I og være det i Trøsten.

Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som os er vederfaren i Asia, at vi vare overmaade besværede og over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.

Ja, vi havde endog hos os selv fældet vor Dødsdom, saa at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de Døde;

som friede os fra saa stor en Dødsfare og frier endnu, til hvem vi have Haab, at han og fremdeles skal frie os,

idet ogsaa I komme os til Hjælp med Bøn for os, paa det den Naade, som os er beviist for Manges Skyld, maa erkjendes af Mange med Taksigelse for os.

Thi denne er vor Roes, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at vi i Enfoldighed og Guds Retsindighed, ikke i kjødelig Viisdom, men i Guds Naade have vandret i Verden, men meest hos Eder.

Thi vi skrive Eder ikke Andet til end det, som I læse eller ogsaa kjende; men jeg haaber, at I og skulle kjende det indtil Enden;

ligesom I og have kjendt os tildeels, at vi ere Eders Roes, ligesom og I vores, paa den Herres Jesu Dag.

Og i denne Fortrøstning vilde jeg kommet til Eder før, at I atter skulde annammet en Velgjerning,

og igjennem Eders Stad draget til Macedonien, og atter fra Macedonien kommet til Eder, og blevet ledsaget af Eder til Judæa.

Haver jeg derfor vel viist Letsindighed, der jeg besluttede dette? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kjødet, saa at der hos mig er baade Ja, Ja og Nei, Nei?

Saasandt Gud er trofast, var vor tale til Eder ikke Ja og Nei.

Thi Guds Søn, Jesus Christus, som er prædiket iblandt Eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, var ikke Ja og Nei, men Ja var i ham.

Thi saa mange som Guds Forjættelser ere, ere de i ham Ja, og i ham Amen, Gud til Ære formedelst os.

Men den, som holder os med Eder faste til Christus, og som salvede os, er Gud,

som og beseglede os og gav os Aanden til Pant i vore Hjerter.

Men jeg kalder Gud til Vidne over mig, at jeg, for at skaane Eder, endnu ikke er kommen til Corinth.

Ikke at vi ville herske over Eders Tro, men arbeide med Eders Glæde; thi I staae fast i Troen.